Ros til regeringen for at indføre en dansk produktionsrabat
Pressemeddelelse København den 25.11.2024
En dansk produktionsrabat vil ligestille Danmark med resten af Europa i forhold til at tiltrække udenlandske filmproduktioner og styrke produktionen af danske film og serier til glæde for både danskere og branding af Danmark. Det er derfor meget glædeligt, at regeringen nu foreslår en dansk ordning.
En bred alliance i filmbranchen har det seneste år arbejdet for, at Danmark ligesom resten af Europa kan tilbyde en produktionsrabat for at styrke det danske produktionsmiljø og tiltrække udenlandske filmproduktioner, så der kommer flere store film og serier fra Danmark.
Danmark har nemlig lidt under at være det eneste land i Europa uden en produktionsrabat. Det har medført, at mange streamingtjenester og internationale produktionsselskaber går udenom Danmark, når de skal optage. Med den nye ordning kan film- og serieproduktioner få refunderet omkring 25 procent af deres udgifter for at producere i et land til gengæld for at de kommer med store millionbudgetter, som går til dansk talent og arbejdskraft, der betaler skat. Samtidig skaber det betydelig brandingværdi og potentielle turismeindtæger med flotte billeder fra et land.
”Det er meget glædeligt, at Danmark nu kan blive et mere attraktivt produktionsland.
Rigtig mange danske produktionsselskaber oplever hele tiden, at de bliver fravalgt, fordi Danmark som det eneste land i Europa ikke har en ordning, og vi har hårdt brug for investeringer. For eksempel blev Danmark fravalgt til en serie om Peter Høeghs klassiker Frøken Smillas fornemmelse for sne, fordi vi ikke kunne tilbyde en produktionsrabat. Med en produktionsrabat kan vi også komme med i kapløbet om de store internationale produktioner. Norge har fx lagt lokationer til både James Bond og Succession efter de fik en produktionsrabat,” siger direktør i Producentforeningen Anna Porse Nielsen
Evalueringer af ordninger i andre lande viser, at produktionsrabatter er en god gevinst for et land, fordi investeringen kommer 4 – 5 gange igen målt i samfundsøkonomisk effekt. Senest kunne det norske Kulturministerium vise, at den norske ordning har tjent sig selv hjem 4,6 gange.
En produktionsrabat kan også skabe større efterspørgsel efter danske tv-serier, fordi den gør det attraktivt for f.eks. streamingtjenesterne at investere mere i dansk indhold og kan fastholde danske produktioner, så de ikke er tvunget til at rejse ud i jagten på andre landes produktionsrabatter. Det kan styrke udbuddet og kvaliteten af indholdet, til glæde for de danske seere.
Den danske animationsbranche har i helt særlig grad mærket konsekvenserne af en manglende ordning. Den danske animationsbranche er blandt de bedste i verden, men da arbejdet i dag foregår digitalt, er konsekvensen at produktionerne lægges i lande med produktionsrabat. Flere danske animationsselskaber har derfor flyttet deres kontor til udlandet, selvom de gerne ville blive i Danmark. Også den digitale efterbearbejdning med special effekts mm. er ramt. Derfor håber alliancen, at en dansk ordning tager særskilt højde for de særlige forhold for animation og VFX.
”Vi vil gerne sige en meget stor tak til regeringen samt ordførere fra hele Folketinget for at lytte til branchen. Vi har med først et kulturbidrag og siden et godt filmforlig fået gode forudsætninger for at kunne fortsætte med at lave fantastiske film og serier til danskerne. Og med en produktionsrabat er der også udsigt til, at der kan komme mere dansk indhold på udenlandske streamingtjenester. Vi er et lille sprogområde, men vi er dygtige til at fortælle historier, og derfor er det så vigtigt, at vi kan konkurrere på lige fod,” siger Anna Porse Nielsen.
Alliancen består af:
Dansk Erhverv, SMV Danmark, Producentforeningen, Animation Denmark, Danske Dramatikere, Danske Biografer, FAF, Dansk Skuespillerforbund, Danske Filminstruktører, Copenhagen Filmfund, De4, Dansk Filmklipperselskab, Danske Scenografer, Dansk Filmfotograf Forbund, Filmgear, Windelin-Consulting, Egmont, Nordisk Film, Animationssammenslutningen.
Kontakt:
Anna Porse Nielsen, direktør Producentforeningen +45 50 51 52 25
Jørgen Ramskov, direktør Copenhagen Film Fund +45 20 27 77 90
Amanda Justesen, kommunikationsdirektør Egmont +45 29 47 85 26
Line Aarsland, rådgiver for alliancen +45 24 40 74 71
Læs mere:
Hvidbog om produktionsrabatter:
https://pro-f.dk/sites/default/files/2024-03/Hvidbog%20om%20incitamentsordninger.pdf
Artikler:
https://politiken.dk/kultur/art9779434/»Vi-ville-gerne-have-optaget-i-København«