Dansk Filmklipperselskab ringede til klipperen Christian Einshøj for at høre om klippe processen bag filmen Q’s Barbershop som er instrueret af Emil Langballe og lige har vundet en Bodil for bedste Dokumentar film.

Christian, kæmpe tillykke til dig med Bodil til Q’s Barbershop. En fantastisk og vigtigt film, og meget fedt klippet. Du er autodidakt klipper. Hvornår vidste du, at du gerne ville klippe? Hvordan gik det op for dig?

Jeg søgte ind på Filmhøjskolen i Ebeltoft for 15 år siden, med et ønske om at blive instruktør. Men i stedet for at lave mine egne projekter, endte jeg hele tiden med at klippe for andre. Det faldt mig langt mere naturligt, og jeg var bedre til det. Den frihed som instruktøren har, hvor man skal skabe sit eget projekt fra bunden, virkede lammende på mig. Modsat følte jeg det var enormt inspirerende at skulle give form til noget råmateriale som andre havde lavet.

Q’s Barbershop har lige vundet en Bodil, selvfølgelig også fordi du har klippet den.
Hvordan har du fundet frem til stilen? Var det meget i materialet selv? Kan du fortælle lidt om det?

Den største del af arbejdet blev gjort inden optagelserne gik i gang. Filmen er optaget på to uger, med to Amira kameraer.
Der var et kamera bag et to-vejs spejl, og et på siden af frisørstolen. Filmen er bygget op omkring de samtaler der finder sted mellem barberen Q og hans kunder i løbet af de to uger. Samtalerne er brudt op af mere observerende scener i salonen og montager.
I dag virker konceptet måske åbenlyst, men det var det ikke da vi begyndte. Emil er vandt til at lave meget klassiske observerende dokumentarfilm, men i løbet af udviklingen indså vi at denne film krævede et andet greb. I udgangspunktet havde vi lyst til at lade hele filmen foregår i salonen, men der var meget der talte imod det. For det første var salonen ikke visuelt attraktiv, så det virkede ikke oplagt at lave en hel film derinde. Teknisk var det også svært. Lyset var grimt og man kunne ikke opfange de sporadiske samtaler der af og til opstod i salonen med et shotgun mic. Blandt andet fordi det var så svært at optage derinde, endte Emil med at følge karakterernes liv udenfor salonen. Der var en tanke om at man måske var halvdelen af tiden i salonen, og halvdelen udenfor. Man skulle følge en Vollsmoseborgers liv gennem et års tid, og så være med ham de gange han vendte tilbage til salonen. Emil havde lagt meget arbejde i det, og der var nogle fine scener, men i sidste ende virkede det bare uforeneligt med udgangspunktet i barbershoppen.
Det var som om vi ikke udnyttede det særlige ved stedet. Løsningen ankom meget sent i forløbet, i form af en Production Designer, Gustav Pontoppidan, og fotograf, Anders Nydam. De var i stand til at gøre salonen lækker. Gustav ændrede nogle ting i møblementet og Anders satte lys og arbejdede med nogle meget kontrollerede billeder. Desuden fik vi en lydmand på der stod udenfor salonen og uddelte microports til alle der gik ind. Til tider var der 10-12 mikrofoner i spil, hvilket faktisk var en dokumentarisk drøm.
Når kameraet kørte rundt i salonen havde jeg til hver en tid fuld kontrol over hvilken lyd jeg ville høre, så jeg var i stand til at være meget præcis og fremhæve subtile bemærkninger og kommentarer.

Hvis man kigger på filmens struktur eller narrativ hvordan var den proces?

Meget hurtig opstod idéen om at Elias, en karismatisk småkriminel stamkunde, der dukker op i tide og utide, skulle være et gennemgående element. Jeg er ret sikker på vi bruger hver eneste scene der er optaget med ham.
I hver scene lærer vi ham lidt bedre at kende. Vi jonglerede lidt rundt med de forskellige andre scener, men ret hurtigt fandt de deres plads. Den store udfordring lå i at skabe en dynamik, så det ikke blev for monotont med den ene kunde efter den anden i stolen.
Jeg var fuldstændig afhængig af at bruge meget musik.

Hvad var din yndlingsscene?

Der er en scene midtvejs i filmen, hvor Vollsmose centerets vagt kommer forbi til en klip inden fredagsbøn. Elias er der også, og det er tydelig at de tre kender hinanden godt. De tager pis på hinanden og det er egentlig bare spas og løjer. På et tidspunkt fortæller Elias en historie om en flyrejse til Dubai hvor han blev forvekslet med en NBA spiller, og rykket op til 1. klasse. For mig er det den scene der bedst illustrerer stemningen i salonen, og giver tilskueren adgang til et rum der er forbeholdt de lokale. Vi castede også vagten til filmens fortællerstemme, men det virkede slet ikke.
Vi håbede han ville tilføre det oplæste den samme naturlighed som i den scene, men blev bare kunstigt.

Er det noget i fandt på i klippeprocessen?

Fortællerstemmen, ja. Men det var supersvært at finde en der var god nok til det.
Vi prøvede et par stykker. I sidste ende fandt Emil én der faktisk også var skuespiller.
Han bliver også klippet i filmen. Han var virkelig god. Jeg tror han er med i nogle Aldi reklamer.
Nu virker det åbenlyst at det er en skuespillers opgave at gøre et manuskript levende, jeg tror vi havde håbet at vi på en måde kunne “låne” de lokales autencitet.

Det er jo endelig først i klippeprocessen hvor der bliver skrevet først draft. Eller var der er en script til den her film?

Der forelå et provisorisk manuskript, men det var bare et værktøj til optagelserne. Vi havde nogle idéer til forskellige skud vi ville lave. “Kunder kommer ind i butikken” f.eks. Det var nødt til at være på det detaljeniveau, fordi skuddene var så æstetiserede og krævede så meget forberedelse. I forhold til historie havde vi ikke andet end “Q går på arbejde”, “Q klipper hår” og “Q går hjem om aftenen”.

Hvordan synes du det var at arbejde med nogle helt andre karakter, en dejlig frisk cast?

Det var superattraktivt materiale synes jeg. Det føles som en priviligeret position, at få et indblik i et miljø som nogen har opbygget en relation til over tid. Emil lavede research i salonen gennem to år, inden de egentlige optagelser fandt sted. Når jeg ser materialet, føler jeg først og fremmest genkendelse. Jeg genkender denne omgangsform med jokes og historiefortælling fra andre maskuline miljøer.
Og dette med et karismatisk centrum, i dette tilfælde Qasim. Selvom der er en del macho jokes, så var det tydelig at han havde en effekt på dem af drengene der også hørte til i nogle lidt hårdere miljøer. Han skaber et rum for at udtrykke følelser, som jeg ikke nødvendigvis tror de har adgang til så mange andre steder i deres liv. Og det er også derfor at sådan en som Elias bliver ved med at komme tilbage, du ved. Man kan tydligt se hvor meget det betyder for dem at have den her type rum.
Hvor de kan få lov til at være mænd og at være følsomme.

Interview af Giusy Naitana Kyriakidis og Christian Einshøj for Dansk Filmklipperselskab 02. Marts, 2020